Hvem har brug for Almanak?

Almanak er for alle, der ønsker præcise informationer om sol og måne.

Jægere har brug for præcis viden om solopgang og - nedgang for at kunne leve op til jagtbestemmelserne. Her finder de data, der er til at stole på. Jeg har kørt grundige test op mod US Naval Observatory. Her er der helt overensstemmelse - lige på slaget.

Uanset om du er jæger, lystfisker, golfspiller, sejler, motionist eller dyrker andre former for udendørs aktivitet, kan du også bruge mange af de andre informationer i Almanak til noget fornuftigt. Der er jo ikke mørkt, når solen er gået ned. Varierende grad af tusmørke og/eller månelys giver masser af mulighed for stadig at orientere sig udendørs.

Mange foreninger bruger Almanak til planlægning af deres arrangementer frem i tiden.

Astronomer har det modsatte problem - de vil gerne have totalt mørke. Det kan de også finde i Almanak ...

Af hensyn til fotografer (inkl. mig selv) har jeg valgt også at vise den såkaldte 'gyldne time', hvor lyset er blødt og skyggerne lange.

Og så kunne det jo være, du bare er nysgerrig ...